Maritim flugt fra DDR

Hvornår:
1. juni 2017 kl. 8:00 – 2. juli 2017 kl. 21:00
2017-06-01T08:00:00+02:00
2017-07-02T21:00:00+02:00
Hvor:
Marinestationen, Gedser Odde
Gedser Odde
4874 Gedser
Danmark
Pris:
Gratis

Et centralt element  i det kommunistiske diktatur i Østtyskland (sovjetisk besættelseszone 1945-1949 / DDR 1949 – 1990) var borgernes manglende muligheder for at rejse til ikke-socialistiske lande –  d.v.s uden for det daværende Østeuropa. Det herskende enhedsparti SED ville derigennem forhindre, at borgerne ved selvsyn ville kunne danne sig et billede af demokratiske vestlige lande. Dette gjaldt selvsagt især i relation til Vesttyskland. Denne tvungne isolation må nok betegnes som hovedårsag for borgernes utilfredshed med ”deres” stat og landets sammenbrud i 1989.

Til forskel for Berlinmuren eller også den indre tyske grænse mellem Øst- og Vesttyskland er DDR’s grænsesystem ved Østersøen, som del af ”Jerntæppet” og de mange flugtforsøg her, ikke særligt kendt. For at ændre på dette blev der i 1998 skabt en udstilling med titlen ”Über die Ostsee in die Freiheit – Maritime Fluchten aus der DDR” –   Maritim flugt fra DDR. Stifteren af denne udstilling var en forening af samme navn. Udstillingen er indtil nu blevet vist i 30 tyske og danske byer og er blevet set af ca. 200.000 besøgende.

Strømmen af borgere, som ville forlade DDR, var fra begyndelsen et hovedproblem for de østtyske kommunister. I tidsrummet 1945 – 1990 forlod mere end 3,5 millioner mennesker landet.
Med henblik på at standse denne flugtbevægelse blev der af SED’s ledelse, anført af Walter Ulbricht fra 1952 og især fra august 1961, indført et grænsesystem rettet mod landets egen befolkning.

Det umulige
I modsætning til landegrænserne var det så godt umuligt at spærre kysten ved Østersøen med alle dens små øer, bugter og strande. Østersøregionen var DDR’s største ferieområde. Millioner af mennesker tilbragte her deres ferier. Borgerne kunne uden særlig tilladelse nå til kysten. Ud ad til skulle regionen fremstår som et ”normalt” område, med skibsfart, badeaktivitet og fritidssejlere. I alt 59 campingpladser og 37 bådhavne lå i grænseområdet. En total kontrol var umuligt.

Den usynlige mur
DDR’s grænseopsyn fungerede i dybden ganske omfattende , og var baseret på tre zoner: Søgrænsen, kystområdet og en 5 km bred stribe parallel med kysten. I tæt samarbejde mellem forsvaret, Stasi (Staatssicherheit), toldvæsenet, politiet, andre officielle og uofficielle spioner forsøgte man at forsegle grænsen ind ad til mod landets egen befolkning.

Grænsesikring på land
Myndighedernes overvågning rakte ca. 5 km fra kysten ind i landet. Selve den ca. 600 km lange kyststrækning blev konstant overvåget af ca. 1.000 soldater fra den 6. grænsebrigade, suppleret af et stort antal vagttårne, radio-kontroltårne samt mobile lyskastere.

Kystens ”hinterland” blev kontrolleret af landets politi (Volkspolizei) og frivillige grænse-medhjælpere. På alle veje til og fra kysten blev der holdt udkig efter mistænkelige personer og køretøjer. Partiet SED’s vigtigste støtte, sikkerhedsministeriet – også kaldt for Stasi – havde til opgave at opdage eventuelle flugtforsøg allerede i planlægningsstadiet.

Grænse-sikring på søsiden
Over 30 forskellige kontrolskibe og kutter under den 6. grænse-brigade med en besætning på over 800 matroser og officerer observerede fra søsiden. Skibene var udrustet med radar, hydro-akustisk udstyr samt selvsagt skydevåben. Det østtyske søværns kamphelikoptere understøttede skibenes kontrol af søgrænsen, til dels også udenfor DDR’s territorialfarvand. Endvidere var en del civile DDR-skibe (såsom fiskekuttere og handelsskibe) involveret i denne grænsekontrol og var derved   med til at forhindre borgernes flugt fra DDR.

Tiden mellem ”Mauerbau” og ”Mauerfall” (13.8.1961 – 9.11.1989)
Det var mange DDR-borgeres vurdering, at søgrænsen ikke var så vel befæstet som selve muren og landegrænsen. Deraf blev det afledt, at en flugt over Østersøen var en relativ simpel måde at opnå friheden til selv at bestemme over sit liv. Der var ingen grænser for  de flugt-villige borgers kreativitet, når det gjaldt konstruktionen af flugtfartøjer, der blev benyttet under flugten. Nogle kom igennem, andre blev fanget eller druknede under deres forsøg på  at opnå friheden.

I alt forsøgte 5.636  mennesker at flygte i perioden 1961 til 1989 over Østersøen. For 913 personer (ca. 16 %) lykkedes deres flugtforsøg. 4.549 (80%) personer blev opdaget allerede under forberedelserne enten på de pågældende borgeres bopæl eller også på stranden eller på Østersøen, med en anholdelse af sikkerhedsstyrkerne til følge. 189 mennesker (3%) betalte drømmen om frihed med deres liv. Dertil kom 1.256 såkaldte afhoppere, det vil sige søfolk som forlod deres DDR-skib i en vestlig havn.

Dramaerne på Østersøen – et eksempel
Eberswalde i nærheden af Frankfurt/Oder, 10. august 1986, kl. 22.00
Klaus E. stiger sammen med en af hans sønner ind i Trabant-bilen. På bilens trailer ligger der en lille motorbåd sammen med en 40 hk Yamaha påhængsmotor. Den anden søn følger på motorcykel. Målet er byen Zingst ved Østersøkysten. Turen varer ca. 6 timer, og kl. ca. 4.00 var de fremme ved stranden. Traileren blev sat ved vandkanten, båden sat i vandet og motoren startet. Det hele tog ganske få minutter.
Men, de blev iagttaget. En frivillig medhjælper af Volkspolizei – en fisker – melder flugten.
Og forfølgelsen begynder. Til trods for den relativ høje hastighed – båden skyder en fart på ca. 25 knob – blev de indhentet af en helikopter fra Volksmarine, ca. 2 mil udenfor DDR’s søgrænse.Helikopteren dykker ned mod båden. Rotorbladenes lufttryk og helikopterens landingsstel ødelægger bådens ”forrude”. Der er stor fare for liv og lemmer og Klaus E. og hans to sønner giver op. De bliver anholdt og overgivet til Stasi afdelingen i Rostock. Klaus E.’s hustru, moderen til de to sønner, blev de først forenet med igen efter afsoning af en længere fængselsstraf.

Budskabet
Det er udstillingens formål at kaste lys på et mindre kendt afsnit af den tyske historie. En række enkelte sagsforløb – såvel de succesrige som dem der på tragisk vis mislykkedes –  skal formidle et indtryk af den tragiske konsekvens af Tysklands deling og forhindre, at det bliver glemt. Udstillingen skal endvidere belyse flygtningenes motiver og derved formidle et indtryk af Østtysklands geografiske og mentale trange vilkår.

I et enestående omfang viser udstillingen originale flugtredskaber såsom aqua-scooter, surf-bræt  og kano.  Hver enkel genstand har sin egen historie, nogle af dem blev af de pågældende flygtninge selv udviklet og bygget. Endvidere viser udstillingen detaljer af et raffineret grænsesystem ved og på Østersøen.

Udstillingen viser, hvad et diktatur kan opnå, når den ikke gennem forbedrede levevilkår kan overbevise borgerne om styrets positive virke. På en måde er udstillingen derfor fortsat højaktuel.