Arkivernes Dag Nakskov

Hvornår:
10. november 2018 kl. 10:00 – 15:00
2018-11-10T10:00:00+01:00
2018-11-10T15:00:00+01:00
Hvor:
Nakskov Lokalhistoriske Arkiv
Jernbanegade 8
4900 Nakskov
Danmark
Pris:
Gratis

Nakskov Skibsværfts billeder – så langt er vi kommet!
I hele 2018 har Nakskov lokalhistoriske Arkiv været travlt optaget af at skanne og registrere Nakskov Skibsværfts store billedarkiv. Resultatet vil vi gerne vise frem på Arkivernes Dag.

Vi har samlet nogle rigtig spændende værftsbilleder fra 1960’erne og 1970’erne, og viser dem på en lille udstilling. Der er stor sandsynlighed for, at man kan finde sig selv på et af billederne, hvis man har arbejdet på værftet.

Både Skoleskibet Danmark og M/S Jutlandia blev bygget på Nakskov Skibsværft, og derfor vises der hele dagen en særlig billedserie om de to skibes historie.

Kl. 13-13.45 fortæller nogle af vores frivillige medarbejdere om deres tid på værftet: Viggo Vestergaard fortæller om indkøbsafdelingen, John Christensen fortæller om Nakskov Skibsværft som EDB-arbejdsplads og Einer Hansen vil fortælle om hvad der skete, efter at H. H. Sparsøe d. 25. juni 1986 meddelte, at Nakskov Skibsværft skulle lukke, og om de forskellige firmaer, som derefter kom ind på værftsområdet.
Foredraget kræver ingen tilmelding.

Det vil hele dagen være muligt at se, hvordan de frivillige medarbejdere skanner og registrerer værftets billeder og høre mere om projektet. Vi vil også gerne benytte lejligheden til at fremvise den utroligt spændende postkortsamling, som arkivet netop har fået foræret. Foruden postkort fra Nakskov og Vestlolland rummer samlingen også mærker til tændstikæsker fra 1920’erne og frem, togbilletter og mærkater, frimærker, breve og andet med relation til Nakskov.

Arkivet byder på kaffe og kage i dagens anledning, og vi håber at mange har lyst til at lægge vejen forbi.

Arkivernes Dag afholdes hvert år den anden lørdag i november af lokalarkiverne i hele Danmark.