Fernisering – INFERNO

Hvornår:
13. juli 2019 kl. 13:00 – 16:00
2019-07-13T13:00:00+02:00
2019-07-13T16:00:00+02:00
Hvor:
Det blå Tårn i Bønnelyches Pakhus
Ny Østergade 14
Nysted.
Pris:
Gratis

Fra 13. juli til 4. august udstiller kunstnersammenslutningen Det blå Tårn i Bønnelyches Pakhus i Nysted. Udstillingens titel Inferno er en direkte reference til den svenske forfatter og maler August Strindbergs selvbiografiske roman af samme navn fra 1896-97. Strindbergs Inferno er blevet kaldt både et mesterværk og “en smertefuld undersøgelse af verden og en bodsvandring frem mod lyset”.

Mange af de udstillede kunstværker vil ligeledes kunne ses som en undersøgelse af verden – og hvem ved, måske er der mesterværk eller to iblandt. I hvert fald er alle gruppens medlemmer erfarne kunstnere med mange udstillinger og udsmykningsopgaver på CV’erne.

Kunst i tre etager

Udstillingen vises i det smukke gennemrestaurerede, tre-etager høje Bønnelyches Pakhus, opført af Nysteds driftige købmand og kornhandler Christian Henrik Bønnelyche (f. 1816 i Radsted, d. 1898 i Kbh.). Han lod pakhuset bygge i 1851 og udvidede i 1868 ejendommen med en butiksbygning ud til Adelgade (nr. 13-15). Pakhuset ejes og drives i dag af Nysted Bevaringsforening.

Udstillingen er Det blå Tårns første som sammenslutning. “Vi vil også i fremtiden udstille under et fælles, samlende tema,” siger formand Poul Esting. Hvordan de enkelte kunstnere – og publikum – forholder sig til eller fortolker temaet, er til gengæld helt frit.

Det blå Tårn er stiftet i august 2018. Navnet er en direkte reference til Strindbergs sidste hjem i Stockholm, på svensk kaldet Blå Tornet. Sammenslutningens oprindelse kan føres tilbage til kunstnergruppen Strindberggruppen, der udstillede med Strindberg-temaer i bl.a. Limhamns Kunsthall, Sverige og i Huset Asnæs (begge 2012).

Tre af Strindberggruppens oprindelige medlemmer, Poul Esting, Søren E. Hansen og Hans Helge Nielsen, er i dag medlemmer af Det blå Tårn.

 

Mange teknikker i spil

udstillingen Inferno vises maleri, skulptur, grafik, tegning, tekstilkunst, collage og en enkelt installation. Udstillingen passes på skift af de deltagende kunstnere, så det er muligt at få en snak om værkerne med dem, der rent faktisk har skabt dem til udstillingen.

Begrebet Inferno kan referere til bl.a. religionens helvede, til helvedet på jorden eller helvedet mellem mennesker. Der er en lang tradition for at fremstille Inferno i billedkunst, fra de gamle grækere gennem middelalderen til renæssancen, symbolismen osv..

 

Lokale kunstnere og kolleger udefra

Blandt medlemmerne bor de seks på Lolland-Falster: Michael Dunk, Poul Esting, Kis Nellemann, Lars Pryds, Henrik Skorá og Stig Weye. Fra København kommer Pernille Koch, Søren E. Hansen, Hans Helge Nielsen og Christina Præstgaard og derudover udstiller Tim Juel-Jacobsen (Helsinge), Erik Langkjær (Fredericia), Lisbeth Krag Olsen (Bogense), Gunnar Saietz (Tappernøje) og Denis Virlogeux (Faxe Ladeplads).

 

Arrangementer i perioden

I udstillingsperioden afholdes fire Artist Talks (18/7, 20/7, 31/7 og 1/8) med udgangspunkt i udstillingens tema Inferno. Her fortæller fire af udstillerne (en på hver dato) om deres egne værker.

 

Desuden holder forfatter, tidl. operasanger Christine Marstrand den 24. juli et foredrag med fokus på Strindbergs forhold til billedkunst og musik: “Inferno og spøgelsessonater. Dramatiske havbilleder og musikalske dramaer”.

 

Der er fernisering lørdag den 13. juli kl. 13-16, hvor Christine Marstrand holder åbningstalen.