Foredrag om Lollands glemte arbejderforfatter

Hvornår:
11. marts 2019 kl. 19:30 – 22:30
2019-03-11T19:30:00+01:00
2019-03-11T22:30:00+01:00
Hvor:
Højskolen Marielyst
Bøtøvej 2
4873 Væggerløse
Pris:
50 kr. i døren

Hør om Hilmar Wulff fra Nakskov, som var en af de mest læste forfattere i 40’erne

 

Hilmar Wulff fra Nakskov var engang en af Danmarks fremmeste arbejderforfattere, men i dag er han stort set gået i glemmebogen. Og det er synd, for hans værker har fortsat stor læseværdi og hans spændende liv fortjener at blive husket, mener digteren og forlæggeren Thorvald Berthelsen fra Sakskøbing. Derfor holder han foredrag om Hilmar Wulff på Højskolen Marielyst, hvor Wulff virkede som lærer på sine gamle dage i 70’erne.

Hilmar Emil Wulff kommer til verden i 1908 i Nakskov som søn af en fisker. Han forlader tidligt folkeskolen uden afgangsbeviser og ernærer sig i sine unge år som fabriksarbejder, landarbejder, betonarbejder, ekspedient og jernbanearbejder. Han var også sømand i en tid og rejste jorden rundt. I 1930’erne vagabonderede han igennem Europa og tog forefaldende arbejde.

Under den tyske besættelse går han ind i modstandsbevægelsen, og under besættelsen begynder han også for alvor at skrive. Han debuterede i bogform i 1942 med romanen Som vejret i april. Hans virkelige gennembrud kom med romantrilogien Vejen til Livet (1947), Livets Brød (1948) og Forjættelsens Dag (1949), hvor han skildrede betingelserne for de polske landarbejdere, som arbejdede i roemarkerne på Vestlolland. I romanen Ondt vejr (1950) skildrer han levevilkårene for en gruppe fiskere.

Thorvald Berthelsens foredrag om Hilmar Wulff vil fokusere på hans tid i Skovbyhuset under Engestofte gods, hvor han under krigen holdt til sammen med bl.a. Halfdan Rasmussen og Esther Nagel. Her færdiggør Wulff andet bind af sin romantriologi.

Som modstandsmand deltager han i transporter og husning af eftersøgte modstandsfolk og er forbindelsesled mellem Monica Wichfelt og den lokale modstandsbevægelse i forbindelse med sabotørtræningen i Våbensted præstegård. I 1943 må han flygte til Sverige for at undgå Gestapos kløer. Foredraget kommer også ind på hans deltagelse i modstandskampen og flugten til Sverige.

 

Kun billetsalg ved døren.