Juleoratoriet I-III med Copenhagen Phil

Hvornår:
19. december 2019 kl. 19:30 – 21:00
2019-12-19T19:30:00+01:00
2019-12-19T21:00:00+01:00
Hvor:
Maribo Domkirke
Klostergade 33
4930 Maribo
Pris:
Voksne – 150 kr. Medlemmer af Maribo Musikforening – 80 kr. Unge under 25 – gratis adgang

”Traditionen tro” er ord, der især hører til i december måned. Og de passer i den grad til Copenhagen Phils samarbejde med Københavns Drengekor om at opføre Bachs Juleoratorium op mod jul. Siden 1974 – med enkelte undtagelser – har hele Sjællands symfoniorkester sørget for at få gang i julestemningen og sørge for et par timers julefred midt i gavekøb og juletræstændinger.

Med sit fyrværkeri af jublende kor, smukke salmer og Bachs helt særlige, musikalske klang, passer Juleoratoriet perfekt til Maribo Domkirkes smukke, gamle hvælvinger. Det er derfor en stor glæde for Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoniorkester – og Københavns Drengekor endnu en gang at vende tilbage, hvilket sker torsdag den 19. december kl. 19.30.

Et historisk værk i en historisk kirke

Bach skrev sit Juleoratorium i 1734, så også dét er kun en årsunge set i forhold til Maribo Domkirkes lange historie. Juleoratoriet var oprindeligt tænkt som seks enkeltstående dele, der skulle opføres på hver af de seks vigtigste juledage. I dag opføres de seks dele, der tilsammen fortæller om Jesu fødsel og alle de kendte fortællinger fra Juleevangeliet, dog oftest samlet, ligesom de bliver det ved koncerten i Maribo Domkirke.

Bach genfortæller Julens kendte fortællinger med drama, inderlighed og en helt særlig fornemmelse for at ud­nytte alle de muligheder et stort kor, fire solister og et stort orkester giver: Fra intime satser med enkelte instrumenter og kun en solist, til det helt store udtræk med fuldt kor og orkester.

Velkendt dirigent og store stemmer

Med sig til koncerten i Maribo tager Copenhagen Phil den velkendte dirigent Giordano Bellincampi, samt et stærkt sangerhold: Sopranen Clara Thomsen, mezzosopranen Elisabeth Jansson, tenoren Niels-Jørgen Riis og bassen Petri Lindroos. Både Elisabeth Jansson og Niels-Jørgen er i Det Kongelige Teaters solistensemble, mens såvel Clara Thomsen som Petri Lindroos er faste gæster på Operaen i København.

Billetter til Bachs Juleoratorium kan UDELUKKENDE købes ved indgangen til Maribo Domkirke på koncertaftenen fra kl. 18.30 og KUN mod kontanter.

Dørene til kirken åbnes cirka kl. 19, når forprøven er færdig.