Kormusik i Sakskøbing Kirke

Hvornår:
10. juni 2019 kl. 20:00 – 21:30
2019-06-10T20:00:00+02:00
2019-06-10T21:30:00+02:00
Hvor:
Sakskøbing Kirke
Kirkestræde 2
4990 Sakskøbing
Pris:
Gratis

Det er efterhånden tradition, at Sakskøbing Kirke i starten af juni viser alle kirkens kor frem, og sådan bliver det også i år: 2. pinsedag.

Sakskøbing Kirke har en stor korfamilie. For godt 20 år siden blev Sakskøbing Kirkes Pigekor grundlagt, og siden kom Sakskøbing Kammerkor til i 2001 og vokalensemblet Voci fluenti i 2009. En lille gruppe på syv piger fra pigekoret blev på et tidspunkt ansat som fast søndagskor med egne prøver og eget repertoire, og for ganske nylig har Voci fluenti fået en lillesøster i form af vokalensemblet cantAnima, som består af 8 piger fra pigekoret. Efter sommerferien starter sognets kirkesanger Jannie Ekelund Andersen et nyt børnekor op, så der til den tid vil være hele 6 kor i Sakskøbing Kirke.

Ved sommerkoncerten 2. pinsedag kl. 20 kan man høre kammerkoret synge fransk musik fra romantikken, akkompagneret på det historiske Köhne-orgel af Jesper Bay Jensen og dirigeret af Flemming Chr. Hansen. Pigekoret synger bl.a. danske salmer og irsk folkemusik, og cantAnima synger en motet af Michael Bojesen og en svensk folkesang. De ti sangere i Voci fluenti vandt guld ved en international korkonkurrence i Barcelona sidste år, og er nu så småt i gang med forberedelserne til en konkurrence i 2020. Af de ting, der muligvis ender på ensemblets konkurrencerepertoire, kan man ved sommerkoncerten høre PAUL HINDEMITHS CHARMERENDE “SIX CHANSONS” og nogle nyere hits af Leonard Cohen og Manhattan Transfer.

Til sidst i koncerten samles alle de 55 sangere traditionen tro i et fællesnummer, som i år er “Auld lang syne”, sunget på skotsk efter bedste evne.

Der er gratis adgang til koncerten, og dørene åbnes kl. 19.30.