Lille Valdemars eventyr – en udstilling for de mindste

Klik for at se kortet
Hvornår:
7. februar 2019 kl. 10:00 – 17:00
2019-02-07T10:00:00+01:00
2019-02-07T17:00:00+01:00
Hvor:
Lolland-Falsters Stiftsmuseum
Banegårdspladsen 11
4930 Maribo
Pris:
50 kr., børn u. 18 gratis

Ny særudstilling åbner på Stiftsmuseet

I udstillingen Lille Valdemars eventyr kan man møde Valdemar den Store, før han blev stor. Valdemar er 5 år og er lige kommet i pleje hos familien Hvide. Her møder han børnene Ingefred, Absalon og Esbern, som hjælper ham med at finde sin indre styrke igennem de nye venskaber.

“Udstillingen Lille Valdemars eventyr giver børnene en oplevelse af, at børn i middelalderen levede i andre rammer, fysisk og socialt, men at de, trods det, ikke er så forskellige fra børn i dag”, fortæller Anne Elmer, formidler ved Museum Lolland-Falster.

Vigtigst af alt fortæller udstillingen en historie om venskab. Børnene skal som gode venner hjælpe lille Valdemar igennem hans eventyr, som er både uhyggelige og sjove. Valdemar har følgeskab af sin trofaste hund Saxo hele vejen igennem.

“Historien om Valdemars unge år er konstrueret ud fra de historiske kilder. For at give fortællingen krop og sjæl, har børnebogsillustrator Lea Letén levendegjort børnene i historien på næsten to meter høje billedplancher”, fortsætter Anne Elmer.

Udstillingen er målrettet de mindste, og her er noget for både følelser, krop og sanser. For familier, der besøger udstillingen, er der en lille kurv med vejledning og materialer til forskellige aktiviteter, og i løbet af udstillingsperioden vil der være omvisninger med museets formidlere. De første af disse finder sted i vinterferien, tirsdag d. 12. og onsdag d. 13. februar, begge dage kl. 10.30 og 13.30.

Udstillingen varer til 11. januar 2020.