Det nære og det kendte

Fuglsangs nye udstilling er med lollandsk fødte Johannes Wilhjelm (1868-1938). Få har hørt om ham, som Anne bemærkede i sin åbningstale, og det var derfor et detektivarbejde at finde malerierne, som mest hænger i private hjem. Mange hos familien. ’Det er sjovt at se sit billede hænge på et museum’ bemærkede en af dem, der har lånt billederne til Fuglsang, Ribe og Skagen.

Wilhjelm var i pagt med naturen og malede det nære – også selv om det var i Italien eller Norge. Italien var dengang et absolut must for en kunstner, og også de storslåede nordiske landskaber passede i tidens romantiske forestillinger om Norden. Han malede interiørbilleder med familiemedlemmer og motiver fra Skagen, og hvis man vil finde drama i hans billeder, er det beskrivelsen af havet, kysten og menneskene ved den jyske vestkyst.

 

Lidt som et frilandsmuseum

Følelsen i udstillingen er lidt som at gå på frilandsmuseum – på den gode måde. Billederne handler om et liv, som vi kan genkende – med motiver som inspirerer til ’husker du…’ og ’sådan så min mormors hus også ud’. Der er roepiger og badebørn og blomstervandende kvinder – et sted mellem Willumsen og Larsson. Ingen provokationer, ismer eller socialrealisme – men heller ikke hverken kagedåse eller sofastykke.

Der er et smukt lys i billederne – ikke uligt det, man kan opleve lige udenfor på Skejten, og som ved ferniseringen var næsten magisk. Stille tryllestøv både ude og inde.

Os – gennem og over tiden

Det er som at kigge på sin familie og sine nære omgivelser – det kræver ikke forudsætninger; der er ikke noget at ’forstå’. Det er genkendelse, tryghed, ro – kunst uden falbelader.

Måske han har noget at sige os nu? sagde Anne i åbningstalen. Måske han har. Med billeder man kan spejle sig i på samme måde som i husene ude på Frilandsmuseet. Det her er mig, os, det vi kommer fra. Mennesker før, som vi er mennesker nu. Levede liv og landskaber uden store armbevægelser.

 

Udstillingen kan ses på Fuglsang Kunstmuseum indtil 6. januar.

 

Anduin