Gensyn og genkendelse

Fuglsangs jubilæumsudstilling udmærker sig blo.a. ved mange billeder af lokale landskaber.

 

Det er altid hyggeligt at besøge Fuglsang Kunstmuseum – og den nye udstilling, som ikke har et tema på samme måde, som man ellers er vant til, har næsten alligevel – der er mange billeder fra vores egen egn – både kendte og nye.

Olaf Rude er naturligvis ikke til at komme udenom, men derudover kan man direkte følge udviklingen både i kunsten og i indkøbene og ikke blot gense plakater fra 10 års udstillinger men også nyindkøbte værker fra dem – f.eks. egetræer ved Skejten. Fra Skejten er der også ’nye’ billeder, som ikke er nyindkøbte, men hvor jeg i hvert fald ikke har set dem før – bl.a. Elisabeth Tylers ’Eg’, som næsten er tredimensionalt, og som man får lyst til at røre ved for at mærke furerne i barken.

Der er nye billeder af Richard Winther, hvis hus man kan besøge i Vindeby og se malerier direkte på væggene. Her er de mindre af størrelse men ikke mindre i udtrykket. Der er nyt af L.A. Ring fra Karrebæksminde, en hel sal med Palle Nielsen, og værkerne af Jais Nielsen er blevet suppleret med nye, interessante værker.  Man er ikke i tvivl om, hvad der er nyt – der sidder et mærke.

En rejse til Maribo

Det er lidt pudsigt i salen med ’berejste kunstnere’ at få præsenteret billeder fra Lolland, men det var langt fra København dengang. Der er bl.a. et nyt billede af Søndersø ved Maribo af Brændstrup, som havde familie på Søholt. Skovgaard malede på Knuthenborgs jorder – han havde en onkel på Damsmosegaard. Og  Købke må have været i Nakskov, for han har malet kirken.

Udstillingen er et gensyn med kendte kunstnere og for os, som bor på Lolland-Falster – et gensyn med landskaber, vi kender så godt. Med vand og får og lys og stemninger, man kan nikke genkendende til, for de er her endnu – nogle af dem lige udenfor vinduerne. Man er ikke i tvivl om, hvorfor der er malet så meget på Skejten – også i januar kan man nye det fantastiske lys, som stadig inspirerer.

Omvisning anbefales

Der er flere omvisninger – find dem på kalenderen – og det er altid en oplevelse, hvor man får nye vinkler og oplysninger, som sætter tanker i gang. Er man nybegynder i kunst, skal man i hvert fald tage en rundvisning – kunst er ikke kun for kendere.

Skejten 1909

 

Skejten 2018.

Der er minder for alle – nogle digitale – og et stort publikum, som nød solen og kunsten og caféen.

Der er meget at se på – også digitalt.

Det var en god ide at flytte museet – sammenhængen mellem det, der er indenfor og udenfor er tæt, smuk og dragende.

 

Anduin