Hans kunst er venlig, varm og poetisk

Niels Skovgaard-udstillingen er spændende, for den rummer en bredde, man ellers sjældent ser i én person – både i maleriernes indhold og i materialer – han var også billedhugger, keramiker og illustrator og arbejdede med tidens strømninger.

Det maleri, de fleste måske kommer for at se, er Dronningens billede af de dansende kvinder i Megara med en smuk og glad folkelig scene med sang og dans. Det minder om renæssancens store billeder af folkemængder og processioner og er anderledes end mange andre guldaldermalerier, hvor landskabernes mennesker er sekundære. Men sådanne billeder er her også – ikke mindst vidunderlige billeder af havet set fra den Jyske vestkyst.

Men tiderne skifter, og nationalromantikken bliver nordisk, og skønvirke melder sin ankomst, og så begynder kunsten at få et andet udtryk, som er knapt så romantisk, sådan som de fleste af os måske oplever det, men som har lige præcis det nordiske islæt, som var højeste mode gennem 1800-tallet, hvor man sværmede for sagaer og nordiske guder. Udtrykket blev ’stærkt’, som vi vel mest har set det endnu senere og som propaganda, men som dengang – inden – simpelthen var topmoderne og tidens stil. Det stærke, det djærve, det nordiske – det ses i både maleri og skulptur især. Skovgaard var barn i tiden efter 1864, hvor man nok har haft god brug for at låne lidt helte og store bedrifter fra viser og sagn, og disse historier fra barndommen holdt helt til det sidste – et af billederne af Helge Hundingsbane blev aldrig færdigt. I Paris mødte han impressionismen, og det ses også i malerierne.

Keramikken er skønvirke – som også bror Joakim og Bindesbølls arbejder. Klare, smukke farver – ny og frisk og noget, jeg gerne købte med hjem – også bare som kopi. Der er livskraft i det.

Det nordiske ses også i Skovgaards illustrationer af sagaer – mange må kunne genkende stilen om ikke illustrationerne. De er ’saga classic’, hvis man har læst de ældre udgaver og svære at kigge på, uden at ’Fæ dør, frænder dør’ dukker op i hovedet sammen med trolde og elverpiger. Det åndelige får dog også et kristent udtryk med Grundtvig, og begge sider mødes meget direkte, når Troldemanden møder Skt. Laurentius i en af bøgerne med folkesagn.

Han rammer et bredt stykke af den danske folkesjæl – lidt længsel efter sydens sol, brusende brænding, bakkede landskaber, sagn og historier og højskolesange – både kunst og brugskunst med klare farver og rank ryg.

Fuglsang Kunstmuseum  Særudstilling: 25. januar – 28. april 2019

 

Anduin