Landskab og videnskab

’Jordforbindelser’ er en spændende udstilling, som kan mere end bare se ud.

Udstillingen starter med vores forhold til jord. Til jorden – som ståsted, oprindelse, overflade, grundlaget for vores eksistens. Hvordan er jorden skildret i kunsten – hvordan spejler kunsten vores selvopfattelse… For malerne var det den rige muld og bøndernes eksistensgrundlag – ofte skildret ret romantisk af kunstmalere, som boede i København og kun sjældent tog på landet, selvom det blev mere og mere almindeligt i løbet af 1800-tallet.

Man ’opdagede’ resten af Danmark og skildrede landet, jorden og landskaberne samtidigt med, at samme landskaber blev opmålt, undersøgt, gravet i og skrevet om i den gryende forskning, som også skulle finde sine egne ben, og som tit arbejde parallelt med kunstnerne. Der blev beskrevet og illustreret, som det direkte kan ses i udstillingen.

Bølgende kornmarker – og hvad der er under

Kunsten skildrer det produktive landskab – det vi kender med de bølgende kornmarker. Nu også af moderne kunstnere, som går et spadestik dybere – eller rettere en borekerne dybere – og kigger ned med ’røntgenblik’ i den jord, vi står på, og ser andre ting nede i end på overfladen.

Landbrug blev til velstand, og det ses også i billederne. Men der er kommet ny opmærksomhed, og den rettes tilbage fra det produktive – fra det dyrkede til det naturlige. Hvordan er det nu med de invasive arter og de mange åer, som blev rettet ud og lagt i rør. Hvad med klimaforandringer – de gør jo i høj grad noget ved landskabet.

Udstillingen handler om den antropocæne tid – vores tidsalder – der hvor menneskers indgriben kan aflæses ikke bare som arkæologi men som geologi. Og geologien var en del af den videnskab, som sammen med geografi brugte kunsten og lod sige bruge af kunsten. Her er lærebøger, vistaer – billeder af de landskaber med aflejringer, morænebakker, vandreblokke blev malet med entusiasme, mens man stadig undrede sig over, hvordan det blev skabt og endnu ikke kendte til istider.

Helt ny kunst

Der er helt ny kunst – så ny, man måske ikke lige tænker det er kunst. ’Installationer’ med jordprøver og boreredskaber og rødder i loftet. Fotos af tagrør, der gerne må komme i skraldespanden…

Det er en udstilling, hvor man skal give sig god tid. Og – lidt anderledes for en kunstudstilling – tage sig tid til at lytte. Bonderøven, Jesper Theilgård m.fl. fortæller, og de er værd at høre på, hvad enten man tager den fra de små lyttebokse eller flader ud i sofaen i mikrobiografen imens.  Og når man har taget turen selv, bør man komme igen til en rundvisning, som giver flere dimensioner på noget, som kommer os alle sammen ved. Den jord, vi er kommet af og skal blive til.

Vi står – privilegerede i nutidens massive viden om jorden – hele jorden – mulden, planeten – og generationer af videnskabsfolks arbejde, og ved godt, at de sjællandske bakker er morænebakker, og at de enorme sten er bragt hertil af is, hvordan vi skal tolke alle lagene i Møns Klint, og hvilke slags skyer der hænger over markerne. Men vi kan træde ind i landskaberne, undres med malerne og videnskabsmændene fra dengang og spejle os selv og vores forskellige stemninger i de mange billeder. Være romantiske, dramatiske, undersøgende… Åbne øjnene – og åbne dem igen.

Udstillingen vises på Fuglsang Kunstmuseum til 23. september.

…Og så er det i øvrigt en god ide at fortsætte til Hestestalden, hvor der også er jord og landskaber i smukke fotografier fra Skejten – og som man endda kan købe med hjem. Hvis man bliver nysgerrig på geologi, så er Det Sorte Geomuseum i Gedser et godt valg.

 

Anduin