Og de sad musestille…

Maskens ’Nøddeknækkeren og Musedronningen’ er en pragtfuld nyfortolkning – uden ballet men stadig med masser af musik.

 

De fleste kender nok ’Nøddeknækkeren’ som ballet og vil også uden problemer kunne genkende Tchaikovskys musik. Den her version er så en smule anderledes. F.eks. er der en udpræget mangel på pyramider i balletten – men ikke her, og den gode onkel Drosselmeier kan vist også kaldes opdateret. Og Marie, som plejer at hedde Clara. Hun er en moderne pige, og én publikum helt klart kan identificere sig med.

Maskens lille rum gør, at man selv på den bagerste række kan følge med i mimikken, og den er værd at følge. Hvis man elles kan løsrive sig fra at glo på væggene, som fungerer som lærred for animationer, som kan alt det, der ikke er plads til på scenen. Tegnestilen er underholdning i sig selv.

 

Kung Fu, ris og grøn te

Musedronningen mangler sine sønner, og de er taget på langfart. Til Kina at lære Kung Fu. Til pyramiderne, og til stranden i Spanien. Der er ind og ud af døre, magi, et flyvende tæppe, en haj, en grædende mor, og det hele ender naturligvis med, at de fortabte sønner vender hjem til mor og rullepølse, og ’til musejul er der plads til alle’.

Børnene var stille, meget stille – lige til der var et problem, som de – som børn nu gør – bekymrede sig og forsigtigt begyndte at kommentere. Problem løst – stilhed igen. Forestillingen fænger og fascinerer nok til at holde opmærksomheden helt og aldeles fanget.

Hvordan lyder en nød?

Ensemble Storstrøm spiller på scenen, og det er både et genhør med Tchaikovsky, lydeffekter, onde øjne og en hånd til ’hold lige min ost’. De spiller dejligt, og i det beskedne rum fylder musikken og kommer til sin ret. Der er en fin dialog mellem musik og handling, hvor man genopdager, hvordan musikken passer perfekt til følelserne og de forskellige elementer i historien.

Kommunerne har inviteret 0-6. klasse i teatret, og de har noget at glæde sig til. Stykket er rettet mod 5-12-årige, og det er heldigvis også muligt for andre at se med 8. december.  Man går fra forestillingen med smil på læben og glad om hjertet og har nydt musikken, skuespillet, finurlighederne og den fantastiske måde, det heller spiller sammen på.

Anduin

 

Fotos: Ingrid Riis